Minerne er stadig i fuldt vigør da de penge man kan tjene ved at lave minearbejde er meget højere end mindstelønnen i Bolivia (650 bolivianos - ca. 650 kr. pr. måned). Ved at være medlem af en forening får man både forsikring og 100 bolivianos pr. dag for 10 timers arbejde. Det vil sige at lige meget hvor meget sølv, zink eller andre mineraler man finder får man kun 100 bolivianos. Man kan vælge at arbejde alene uden forsikring eller fast løn og hvis man rammer en sølvåre kan man tjene opmod 2000 bolivianos pr. uge. Men hvis man ikke gør er man bare ´... pardon my french... fucked...
Man kan begynde at arbejde i minerne, som der findes 200 af i området omkring Potosí, når man er 8 år gammel. Så får man uddelegeret et område på ca. 1 meter hvorfra man kan begynde at hakke, kaste med dynamit på eller bruge en automatisk hakker. Dette område har man resten af tiden man arbejder der og det går i arv igennem familien. Mændene lever normalt kun til de er 50 da de dag ud og dag ind (undtagen søndag, hvor de drikker sig meget fulde) indhalerere meget støv, asbest og andre micropartikler. De dør normalt af kræft eller lungesygdomme.
Vi tog fra hostlet kl. 8.30 i morges og efter at have fået ekstra bukser, trøje, hjelm (med pandelampe) og gummistøvler på tog vi hen til minemarkedet hvor vi skulle købe gaver til minearbejderne.
Vi købte sodavand, cocablade (grønne blade som indeholder cocain og som de tygger mod højdesyge og utilpashed) og... dynamit... Vi fik en stang dynamit og en med små plastik kugler i( som vi har glemt hvad hedder).. Det var ret weird at køre hen til minen med 2 stænger af eksplosives i hånden.
Da vi kom til minen (Mina de Candelaria) gik vi ind. Vi kom ind ved 1 niveau, der er 14 i alt, og vi skulle ned til det 3 niveau. Det var virkelig en mine. Der var mørkt, fyldt med støv, togskinner, slanger med trykluft til hakkerne og trangt. Ingen minearbejdere arbejdede på det første og 2 niveau da der var for stor risiko for at der ville ske jordskred. Ved slutningen af det første niveau tog Camilla tilbage da hun ikke havde det så godt.
Jeg blev tilbage og så minearbejdernes gud, djævlen Tio. Gud er i himlen og djævlen er i jorden så derfor var det djævlen de bad til.
Han var oversået med Cocablade, øldåser og konfetti. Man rørte ved hans øjne (for at kunne se i minerne) og ved hans cigaret for at sikre at eksplotioner skulle gå godt. Alle minearbejderne går ind til ham hver dag og der er en statue i hvert niveau.
Efter at have fået fortalt at der ville komme mere støv og at der måske var 8 årige drenge på arbejde tog jeg også tilbage. Det var simpelthen for meget. Men de andre fra gruppen gik videre (nogle sagde dog at de skulle de nok ikke have gjort da de kom tilbage) og de fik kameraet. Så efter el Tio, var hverken Camilla eller jeg tilstede.
Lige nu skal vi til at lave frikadeller med kartoffelmos og se "the devil of the mines" en film om minearbejderne her i Potosí.
Mvh. Mia og Camilla


