Vi vil nu fortælle jer en fortælling, en fortælling der er så sand så sand...
Der var engang to danske piger der bestemte sig for at tage til Rurrenabaqe, en by i Bolivia hvorfra man billigt kunne komme på jungletur. Problemet var bare at komme til Rurre.
De forlod deres ret dårlige hostel (intet varmt vand, dårlige senge, men hva! Det var billigt!) med deres små tasker som de havde pakket med deres vigtigste egendele og fik en taxa ned til Yocito hvorfra de fik at vide at deres bus ville komme kl. 13.. De ventede, ventede og ventede. (Se billede)
Kl. 15.15 så de i det fjerne (efter at havde bedt fadervor for held og lykke) en blå, volvo, bus der lignede den de havde fået beskrevet. De blev meget glade da de endelig sad i bussen da de da troede at deres strabadser var overstået. Men nej.
Ruten de kørte på var meget snoet, kun på grus og bussen, som var i skrækkeligt forfald, kørte meget langsomt. Mia, den gæve, havde fået sædet ved vinduet og ligesom hun troede hun havde fået den bedste plads fandt hun ud af at sæddet ikke kunne ligges ned.. Camilla, den modige´s sæde kunne derimod kun ligge ned.. Alt imens de havde siddet i bussen i 2 timer fik bussen et fladt dæk. Dette tog 45 min. at ordne og de kunne fortsætte på deres rejse.
I løbet af rejsen, der endte med at tage 16 timer, passerede de mangt en lastbil, der ville forbi deres store bus på den smalle grusvej. Se billede...
Kl. 6 om morgenen lørdag morgen ankom de til Rurrenabaque, hvorfra de kl. 9 kom afsted på deres betalte eskurtion til junglen i langbåd med 6 andre turister. Turen gik ud i skoven, hvor de sov i hytter, fik god mad og så masser af dyr. Dette var en fantastisk tid hvor de begge glemte alt om den lange bustur hvor de næsten ingen søvn fik.
Da eskurtionen var ovre tilbragte de natten på en godt hostel og planlagde at bestille billetter i flyet hjem dagen efter. Lykken var dog ikke med de to danskere, da de dagen efter erfarede at der ikke var plads på nogen fly før Onsdag (dagen efter) kl. 15.
De kiggede på hinanden og bestemte sig for bare lige at se om der var nogen busser der kørte. Det var der ikke, underligt nok, men der var taxier.
Pigerne besluttede sig for, til trods for turen i bussen, for at tage en taxi tilbage. Dette fik de dog at vide af taxichafførene blev nødt til at foregå i etaper. Først kørte pigerne til Yucuma (2,5 timer) hvorefter de tog 6 timer om at komme til Caranavi. I taxien mod Caranavi var de 8 personer, så der blev siddet tæt. Ved en militærpost blev Camilla og Mia pga. deres lyse hår og smukke ben taget ud af bussen og fik tjekket tasker.. og desværre også kroppe... Da Militærmanden erfarede at de to blondiner ikke fungerede som kurerer af stoffer lod ham dem fri og turen fortsatte mod Caranavi af den smalle grusvej.
I Caranavi fik pigerne at vide at de blev nødt til at stoppe i Yosito, hvorfra de kunne komme direkte til la Paz. De fik en deletaxi med en chaffør der formåede både at køre, spise cocablade, drikke cola, ryge, snakke og synge.. Pigerne følte sig ikke helt trygge ved dette, men trøstede sig selv med at turen snart var ovre.. De fik sig dog da en overraskelse da de kom til en vejblokade....
Coca-producenterne og andre primære producenter havde lavet en vejblokade med træer og sten på vejen, så pigernes vej i bilen var blokeret. Klokken var ved at nærme sig de 21 og de følte sig ikke trygge ved at passere alle demonstranterne alene i mørket.
Da pigerne var allermest nedtrykte mødte de dog en venlig mand, der havde fulgtes med dem i bilen, der gerne ville hjælpe dem til Coroico hvorfra de dagen efter sagtens kunne komme til La Paz. Pigerne fulgte manden og kom efter endnu en Taxitur op i regnene Coroico hvorfra de syntes alting så lidt lysere ud..
Dagen efter kl. 9 tog pigerne, efter en velfortjent lur, hen til pladsen i Coroico og blev kørt til Yosito. I Yosito var alt dog lukket pga. af blokaden så de havde ingen anden mulighed end at taskerne på ryggen og følge en gammel mand der ville gå igennem blokaden.
Efter en times tid med gang i den bagende hede op af bakke erfarede de at de først ville ankomme til første landsby, hvorfra der måske ville være transport til la Paz efter 5 timer...
Efter 3 minutter konsultation vendte pigerne næsen tilbage mod Yosito, hvor de fandt en bil der ville tage dem med på Verdens Farligste Vej (hvis denne ikke også var blokeret) og efterlade dem ved den næste by. De accepterede og kørte turen, igen siddende 8 i bilen. Se billede..
Efter 1 times kørslen ankom de til en asfalteret vej med sten der blokerede videre passage.. De fortsatte gående, nu ved mere mod end før da de var tættere på målet end nogen sinde. Efter at have passeret endnu en gruppe mennesker, kommet igennem en ordentlig tågebanke og have set mange mennekser i deres egen situation, fandt de en taxi der ville tage dem med til La Paz til overpris. Da pigerne nu var trætte af at rejse accepterede de prisen (10 kr for 1,5 times transport i taxi!). Da de nåede deres elskede Hostel i La Paz var klokken 14 og de havde derved rent faktisk kommet til La Paz hurtigere og billigere end hvis de havde taget flyet... Hvilket de begge var MEGET glade for. :)
Snip, Snap, Snude.. Så er den historie ude.. Pigerne levede lykkeligt til dagens ende, og fik en god nats søvn..
Camilla og Mia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar